12 studerende fra Designskolen Kolding er blevet lidt klogere på plast. Deres besøg hos Agtrup Plast blev en positiv oplevelse med stor nysgerrighed, ny viden og nye plasthorisonter, som de studerende kan bruge i egne projekter.
De studerende på linjen for industrielt design på Designskolen Kolding har fået til opgave at designe en brugsting, hvor plast gerne må indgå. Et besøg hos Agtrup Plast skulle øge deres forståelse for at bruge plast i industriprodukter.
– Vi vil gerne give vores studerende en oplevelse af de materialer, de skal arbejde med. Hos Agtrup Plast kommer de tæt på produktionen, mærker materialerne og ser, hvad maskinerne og plast kan. De studerende blev positivt overraskede over udviklingen af plasttyper, og de har fået ny viden og stor inspiration med hjem til deres projekter, siger Jesper Hildebrandt Andersen, der underviser i 3D-print og er værkstedsansvarlig på Designskolen Kolding.
– Jørn Lange havde linet de forskellige plasttyper op, og kombineret med hans brede viden gav det meget mening for vores studerende. De fik også prøver på bioplast som Agtrup Plasts pløkke med en lidt grovere struktur, og det faldt i deres smag sammen med forskellige plasttyper i hvide og mørke nuancer.
De 12 studerende går på 1. årgang på Designskolen Koldings linje for industrielt design, hvor kurset i plast afsluttes med et design af en selvvalgt brugsting med de studerendes egen opfinderkrølle på tingen.
– Vi har en citronpresser, der kan vendes og bruges som kværn og en opvaskebørste, som vibrerer som en tandbørste. De studerende har kastet sig over urteknive, isskeer, kaffekværne, multitools og flere andre hverdagsting. Metoden er 3D-print, der hos os er en proces med mange forskellige print. De studerende bearbejder deres model med ler og printer den rigtig mange gange, før de har den endelige form, fortæller Jesper Hildebrandt Andersen.
Han og de andre undervisere på Designskolen Kolding er rigtig glade for, at de studerende kan få lov til at opleve produktionen og suge viden til sig hos Agtrup Plast.
Agtrup Plast er en spændende, lokal virksomhed med kort vej fra idé til produkt. Når vores studerende er færdige med deres uddannelse, kan de gå ned til Jørn Lange og hans medarbejdere og få deres gode idéer spyttet ud af sprøjtemaskinen.
Jesper Hildebrandt Andersen, Underviser i 3D-print og Værkstedsansvarlig på Designskolen Kolding
De fleste studerende på 1. årgang har ingen problemer med at bruge plast i deres design, og de har fået øjnene op for de ubegrænsede muligheder, der er i materialet.
– Plast er et fantastisk materiale, men det handler om, at vores studerende får en forståelse for, hvad de kan lave i plast. Produkter med plast skal være af en sådan kvalitet, at de kan repareres og genbruges, understreger Jesper Hildebrandt Andersen.
Katrine Heide var med på besøget hos Agtrup Plast, og som 1. års studerende fik hun inspiration til, hvordan hun kunne bruge plast til sin justerbare urtekniv.
– Jeg har ikke arbejdet med plast før, og jeg var åben og nysgerrig i forhold til dets kvaliteter. Plast er blevet kritiseret, men det er vigtigt med oplysning om, hvad det kan. Jeg blev opmærksom på bioplast, som vi blev introduceret til, og som giver mening for mig i forhold til at navigere i klimakrisen. Efter vores besøg har jeg været i dialog med Jørn Lange og Agtrup Plast omkring blandt andet holdbarheden af min urtekniv, hvis den skulle produceres i bioplast, siger Katrine Heide.
– Det er dejligt, at vi kan komme ud til en lokal plastvirksomhed, som har lyst til at hjælpe os studerende. Jeg har fået svar på mine spørgsmål og er blevet klogere på plasttyper og bioplast, selvom der virkelig er meget at holde styr på. Jeg har også fundet ud af, at det er komplekst, hvordan man genbruger plast, som jeg gerne vil med mit projekt.
Den unge designstuderende har udtænkt en urtekniv med et justerbart håndtag i plast. Den kan fremstilles i bioplast, men hendes prototype er foreløbig lavet i anden plasttype som 3D-print på Designskolen Kolding.
– Mange billige urteknive er for korte og falder ud af hånden, eller man spænder op, når man bruger dem. Mit fokus har været, at der er mange forskellige hænder, og derfor kan en justerbar urtekniv få et længere liv, i stedet for at man bliver træt af den og smider den ud. Et mere bæredygtigt materiale som bioplast er bedre for miljøet, men det kan også starte en samtale og diskussion hos brugerne om materialevalg og vores forbrug, som jeg synes er vigtig, siger en engageret Katrine Heide.
Med solid rådgivning, høj kvalitet og knivskarp logistik giver Agtrup Plast din virksomhed konkurrencekraft, færre reklamationer og mindre kapitalbinding.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret med det sidste nye fra Agtrup Plast og plastbranchen.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret med det sidste nye fra Agtrup Plast og plastbranchen.