Del siden:

Sabrina har kigget Agtrup Plast over miljø­skulderen

Sabrina Kolfach har gennemført et praktikforløb som ESG bæredygtigheds­koordinator hos Agtrup Plast. Det har været en positiv og lærerig oplevelse med andre øjne på virksomhedens grønne profil.

Hun er uddannet geolog, men Sabrina Kolfach har gennem 10 uger sat lup på Agtrup Plasts arbejde med bæredygtighed som led i uddannelsen som ESG bæredygtighedskoordinator hos IBA i Kolding.

– ESG er en international standard, der undersøger miljøtiltag, sociale forhold og ledelsens rolle i virksomheder. Det handler om at opnå en gennemsigtig dokumentation, der viser, at det man siger, også er det, man gør, siger Sabrina Kolfach.

Hos Agtrup Plast har hun haft særligt fokus på bæredygtighed i forbindelse med ESG-kravene, og Sabrina Kolfach er godt tilfreds med det, hun har set.

Jeg er ikke overrasket over, at Agtrup Plast gør noget som plastvirksomhed, men de gør rigtig meget i forhold til de ressourcer, de har. Agtrup Plast er gode til den cirkulære økonomi, hvor de genbruger deres spild og investerer i miljørigtige maskiner.

Styr på bæredygtigheden

Den ESG-studerende oplever, at Agtrup Plast har mere styr på arbejdet med bæredygtighed, end de selv tror. 

– De er meget fokuserede på CO2-aftryk, miljø og klima og villige til at gøre noget. Agtrup Plast handler og tør afprøve nye løsninger til gavn for miljøet. De har ganske enkelt godt styr på sig selv som plastvirksomhed, mens der i forhold til sporbarheden af transport og leverandører er plads til forbedringer, siger Sabrina Kolfach og uddyber.

– Der er ikke tilstrækkelig dokumentation for CO2-aftrykket hos vognmænd og leverandører. Problemet er generelt for alle virksomheder og noget, som alle parter skal arbejde på at få løst sammen.

Sabrina Kolfach ved endnu ikke, om hun skal fortsætte karrieren som ESG-bæredygtighedskoordinator, men hun har fået indsigt i at arbejde med bæredygtighed i praksis, og hun ved nu, hvor mange ressourcer det kræver af en virksomhed at være ISO 14001 miljøcertificerede.

– Det har været spændende at kombinere teori med reelle data i en virksomhed, der tænker grønt. Jeg har ikke nået at få fingrene i det hele, men Agtrup Plast har været meget imødekommende. De har taget sig tid til mig, og så er de megaflinke, siger Sabrina Kolfach med et smil.

Tilmeld Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og hold dig opdateret med det sidste nye fra Agtrup Plast og plastbranchen.